På besøg hos OLUFs is

OLUFs serverer italienske ispinde og ligger på den idyliske Olufsvej på Østerbro. Med pinsen rundt om hjørnet og udsigt til godt vejr, er et besøg hos OLUFs intet mindre end oplagt. Marlene og jeg har besøgt det italienske gelateria og her får du vores opskrift på den perfekte istur til Olufsvej.

Du skal brugeTil 2 person(er)

  • En varm sommerdag
  • En du har kær
  • God tid
  • Lidt basseører

Fremgangsmåde

  1. Tag mod Østerbro. Når du kommer til Olufsvej mødes du af rækkehuse i al verdens farver. Nyd turen gennem gaden og nå til sidst op til OLUFs som ligger for enden.
  2. Når du kommer ind mødes du af et venligt ansigt der er klar til at guide dig igennem de mange forskellige ispinde, som er sirligt opstillet i deres frysemontre. Der er et udvalg af 250 ispinde i størrelsesordnen small (16 kr.), medium (26 kr.), large (32 kr.) og x-large (38 kr.).
  3. Tag dig tid til at vælge den helt rigtige is. Marlene og jeg valgte at tage nogle små is, så vi kunne tillade sig at købe to :) Vi valgte følgende fra venstre: Mynteis med overtræk af mørk chokolade og pyntet med hvid marengs, lakridsis overtrukket med hvid chokolade tilsmagt med citron, ingefæris med mørk chokolade og jordbærsorbet overtrykket med mørk chokolade.
  4. Nyd isen på bænken udenfor eller tag endnu en tur op ad Olufsvej. Der skal spises hurtigt for isen smelter i en fart hvis solen skinner.
  5. Vores konklusion er simpel. OLUFs serverer eksklusivitet på pind. Man kan smage de lækre råvarer og det gør, at man ikke har noget imod at betale lidt mere end for en Københavnerstang for at få kvalitet. En udflugt til OLUFs er alle pengene værd, og der er ingen tvivl om at vi alle kommer til at tilbringe flere sommeraftner i selskab af OLUF.

Se meget mere om OLUFs is på deres hjemmeside, Facebook og Instagram.

NB! Indlægget er ikke sponsoreret. Vi giver 100% udtryk for egne meninger og holdninger.

Tags:, , , ,

Kommentér 0 kommentarer

Dine oplysninger